BidDk preloader

I Horsens vinder torvehandlen frem igen

I Horsens vinder torvehandlen frem igen

Fremtiden er lys for torvehandlen: 19 stande må betegnes som en succes. Begiver du dig ud på Torvet i Horsens en onsdag eller lørdag kan du nu igen nyde summende liv og aktivitet, højt humør og gøre gode handler hos standene på torvehandlen. 

Byens borgere er nemlig begyndt at efterspørge, handle hos og opstille stande på pladsen igen efter en periode på flere år, hvor torvehandlen ellers var gået i stå.

I 2021 kunne man i Horsens Folkeblad læse, at stadeholderne helt var begyndt at udeblive fra torvehandlen foran købstadens karakteristiske Vor Frelsers Kirke. Og sidste år konstaterede avisen, at man skulle være heldig, hvis man så mere end én stadeholder på Torvet i torvedagene.

Den nedslående årsag var lige så simpel som alvorlig: Der har simpelthen ikke været kunder nok på gaderne.

BID-samarbejde trækker liv til midtbyen

Bag torvehandlens spirende renæssance i Horsens sidder byens torveudvalg, der består af mange forskellige interessenter – herunder forretningsdrivende og handlende på torvet, repræsentanter fra Horsens kommune, repræsentanter fra Vor Frelsers Kirke og CityHorsens, samt Mikkel fra BIDdanmark.

I torveudvalget mødes de ca. en gang om måneden for at drøfte hvordan der kan skabes endnu mere liv og aktivitet i midtbyen. De seneste år er bl.a. gået med at modernisere gågade og torv, så de handlende bydes velkommen på en grøn, velplejet og indbydende handelsgade. Initiativerne og eksperimenterne undervejs har været mange – og resultatet på Torvet er blot ét af mange positive udfald, der taler for sig selv.

“Ved de seneste torvedage har der været 19 og 14 stande, hvilket må betegnes som en stor succes,” fortæller Lis Helbo, der er en af de faste standholdere. Lis er også selv medlem af torveudvalget.

Læs mere i ugeavisen her.

Gratis standpladser og ingen tilmelding

Torvehandlen i Horsens midtby finder sted hver onsdag og lørdag fra hhv. kl. 8-17.30 og kl. 8-15. Alle kan kvit og frit deltage med en stand, tilmelding er ikke nødvendig og der er ingen faste standpladser. Kun for fiskemanden, der hver lørdag tager pladsen foran torvets springvand.

At torvehandlen er gratis inkorporerer selve ideen om et frit blomstrende og organisk handelsmiljø, hvor alle kan være med til at handle og byde ind med det, de er gode til.

“Vi forventer, at du tilslutter dig den gode kultur vi har med at holde en ordentlig tone, hjælpe hinanden og vise hensyn – også i forbindelse med kirkelige handlinger,” fortæller Torveudvalget.